Til sidste kommunalvalg i 2021 gik vi i Aars Venstre til valg på at bevare friluftsbadet i Aars.
I mellemtiden har vi fået et supergodt Svømmecenter i Aars Vest, og den gamle svømmehalsgrund har nu to gange været genstand for Johnny Haugaard Christensens udstillinger i december 2024 og foråret 2025.
Vi i Aars Venstre har som så mange andre lokale og folk fra fjerne egne været blæst fuldstændig bagover over det, som Johnny sammen med så mange frivillige har fået op at stå på den gamle svømmehalsgrund.
I dag anerkender vi til fulde, at området i og omkring den gamle svømmehalsgrund har et potentiale, som kan bruges til mange forskellige formål, og for os gælder det især om, at man tænker sig rigtig godt om, for at gøre det område så attraktiv som overhovedet muligt for bosætning.
Det må dog efter vores opfattelse blive uden det friluftsbad, som ellers har været en stor del af Aars bys kulturarv siden 1939.
Den kulturarv er naturligvis afgørende vigtig for vores by og derfor vil vi fortsat kæmpe for at bibeholde et friluftsbad i Aars, men det er vores klare holdning, at et nyt kommende friluftsbad, skal bygges ved det nye Svømmecenter i Aars Vest.
Her er der desuden også allerede gjort plads til, at et friluftsbad kan kobles direkte til det nye Svømmecenter.
I Aars Venstre ved vi så udmærket, at det koster mange penge, at finansiere et nyt friluftsbad, og vi ved også, at der skal findes et politisk flertal, før et nyt friluftsbad kan realiseres i Aars.
Det betyder også, at sådan et projekt ALDRIG kan bæres i mål via en enkelt person eller af et enkelt parti.
Derfor skal der arbejdes benhårdt for, at finde et flertal i byrådet på tværs af politiske skel.
Og det vil vi i Aars Venstre arbejde målrettet på at opnå i byrådet.
For vi ved jo godt, at Svømmecenter Vesthimmerland er en kommunal ejet institution, og derfor kan vi kun komme i mål med at få genetableret et friluftsbad i Aars, hvis vi opnår en bred byrådspolitisk opbakning til projektet.
Samtidig er vi af den opfattelse, at en finansiering af et nyt kommende friluftsbad i Aars ikke kun må bero på et kommunalt anlægstilskud, det skal i den grad også finansieres gennem fonde.
På den måde sikrer vi os en langt lavere skattefinansieret betaling.
