Venstres logo i knækket hvid

Mærkesager

Sikkerhed

Konflikten i Ukraine har allerede varet alt for længe. Det bekymrer mig—både som familiefar og EU-borger—at krig og konflikt pludselig står os så ufatteligt nært. For mig er det afgørende, at vi anser det for en fælles europæisk opgave at styrke EU’s ydre grænser og kæmpe for det demokrati og fællesskab, som EU hviler på. I den nuværende og desværre usikre fremtid, er det også vigtigt for mig, at EU’s energiforsyning og fødevareproduktion betragtes som en del af sikkerhedspolitikken.

Danmark skal påtage sig et større ansvar for egen sikkerhed

Ophævelsen af forsvarsforbeholdet har forbedret Danmarks samarbejde og koordinering med andre EU-lande. I den forbindelse ønsker jeg, at:

  • Danmark skal være en aktiv deltager i EU’s forsvarssamarbejde (PESCO), det europæiske forsvarsagentur og den europæiske forsvarsfond, hvor vi deltager og tager initiativ til projekter i Danmarks og NATO’s interesse.
  • Danmark skal aktivt deltage i missioner, som er afgørende for sikkerheden i Europa og for danske interesser, herunder eksempelvis frie handelsruter til søs og stabiliseringsindsatser i Nordafrika.

Et nyt partnerskab med EU’s ansøgerlande

Vi bør indlede et samarbejde mellem EU og de ansøgerlande, som ønsker at bryde med Rusland. Disse lande bør tilbydes:

  • Medlemskab af EU’s forsvarsfond, Forsvarsagenturet og PESCO.
  • Mulighed for at deltage i EU’s fælles militære og civile missioner.
  • Observatørstatus ved møder mellem EU’s forsvars-, udenrigs- og statsministre.

EU som en stærkere udenrigspolitisk aktør

Danmark og EU står over for øgede sikkerheds- og handelsmæssige spændinger, særligt med Rusland og Kina, men også i Mellemøsten og Arktis er der behov for udenrigspolitisk engagement.

Derfor ønsker jeg at:

  • Fremme et tættere forhold mellem EU og Indien gennem en handelsaftale.
  • Styrke relationerne til afrikanske lande for at mindske deres afhængighed af Kina og Rusland.
  • Gøre det nemmere for EU at indføre sanktioner mod autokratiske regimer gennem flertalsbeslutninger.

Grøn omstilling

Gennem mit virke som formand for klimaudvalget i Vesthimmerlands Kommune har jeg indset, hvor afgørende det er, at vi opfylder de europæiske og nationale klimamål i sikringen af den grønne omstilling. Dette særligt i relation til målperioden fra 2030 til 2050. For mig åbner klimadagsordenen særligt op for innovative løsninger, der kan fremme både nye og eksisterende virksomheder.

Mere vedvarende energi i EU

Der har været meget debat om klimamål i denne valgperiode. Ambitiøse mål er essentielle, men de er ubrugelige, hvis ikke de opfyldes. Det er positivt, at klimamålene i EU er blevet højere, men implementeringen må ikke blive overset.

Derfor vil jeg arbejde for at:

  • Accelerere udrulningen af vedvarende energi ved at nedbryde bureaukrati, der halter grønne og innovative projekter.
  • Afskaffe flaskehalse i det europæiske elnet for at muliggøre eksport af grøn dansk energi.
  • Allokere betydeligt flere ressourcer til forskning i klimateknologier.
  • Sikre, at medlemslandene har frihed til at vælge, hvilke typer af vedvarende energi de vil fokusere på i den grønne omstilling.

Lige konkurrencevilkår for landbruget i EU

Landbruget er afgørende i den grønne omstilling. Vi skal udvikle – ikke afvikle – landbruget i Danmark og i EU for at sikre stærke, bæredygtige og konkurrencedygtige fødevareerhverv fremadrettet. Dette opnås bedst ved at hæve standarderne i EU, så fødevareproducenter fra alle medlemslande inkluderes i den grønne omstilling.

Derfor vil jeg arbejde for at:

  • Indføre en fælles EU-pris på CO2-udledning i landbruget for at bevare danske og øvrige medlemslandes landbrugs konkurrenceevne.
  • Udarbejde en plan for anvendelsen af landbrugsjord, der balancerer hensyn til skovrejsning, biodiversitet, opførelse af vedvarende energiprojekter, fødevareproduktion samt ejendomsret.
  • Positionere Danmark og EU som førende i den globale produktion af bæredygtige fødevarer fremadrettet.

Det indre marked

Tilliden til det indre marked er essentiel for samhørigheden i EU. Det er derfor vigtigt at sikre forbrugerne et transparent marked og ikke mindst at reducere regelbureaukratiet for virksomheder, for dermed at styrke handel og vækst i Europa. Processen for godkendelse af nye innovative virksomheder, især dem med et grønt fokus, bør strømlines markant, således at det ikke tager op til 7 år at opnå godkendelse. Vi skal sigte efter, at denne proces højst tager 2 år.

Mere marked og mere frihandel

Danmarks velstand skyldes handel med omverdenen. Det indre marked i EU, med en halv milliard forbrugere, er blandt verdens rigeste, takket være en lang tradition for at fremme velstand gennem handel, hvilket har skabt et stærkt indre marked med fælles standarder og regler.

Det indre marked bidrager væsentligt til dansk velstand og understøtter arbejdspladser over hele landet. Cirka 50 procent af Danmarks eksport går til det indre marked. Omkring 500.000 danske jobs er afhængige af det, og Danmarks velstand er 100 milliarder kroner højere, end den ville have været uden medlemskab af det indre marked.

For at skabe et endnu rigere Danmark med midler til velfærd og forsvar, skal vi sikre fortsat vækst og velstand gennem EU.

Derfor vil jeg arbejde for at:

  • Opfordre til en sund finanspolitik i alle EU-lande.
  • Kræve balance i de offentlige budgetter og at lande med høj gæld reducerer denne.
  • Insistere på, at finansiering af nye tiltag primært findes gennem omprioriteringer i EU’s nuværende budget.
  • Udvide det indre marked, særligt inden for tjenesteydelser.
  • Indgå flere frihandelsaftaler.
  • Styrke og udvide Erasmus+ programmet, som støtter uddannelse, ungdom og idræt.
  • Kræve, at Europa-Parlamentet stopper det årligt kostbare rejsecirkus mellem Strasbourg og Bruxelles.
  • Oprette et europæisk implementeringsråd, efter dansk model, for at reducere bureaukrati og sikre ensartet håndhævelse af regler.
  • Indføre hårdere sanktioner mod lande, der bevidst underminerer EU-lovgivningen og fællesskabets regler.

Mine EU-relationer

Udover at være borger i et EU-land og derfor direkte påvirket af EU’s beslutninger, har jeg en omfattende erfaring med EU gennem mit arbejde. Dette inkluderer undervisning om EU, involvering i Erasmus+ programmer, samarbejde med det Europæiske Akademi i Otzenhausen i Tyskland om at forstå politiske og demokratiske forskelle og ligheder i EU, og deltagelse i ”Political Festival of Europe” i Mariager. I mit arbejde inden for byrådspolitik er forbindelsen mellem EU og kommunalpolitik tydelig, idet EU direkte og indirekte påvirker mange kommunale opgaver som erhvervsudvikling, klima/miljø, arbejdsmarked og digitalisering.